Landskabskunstens historiske udvikling  

Før 1600-tallet

Naturen og landskabet var før 1600-tallet ikke en del af det centrale i billede. Derimod var særligt menneskerne og de guddommelige sat i fokus, hvilket havde sammenhæng med, at malerierne dengang var bestilt af kirken.
  

Giotto di Bondone: Begrædelsen, 1305, fresko, 230x200 cm

Efter 1600-tallet

-blev naturen brugt som en selvstændig gener og dermed også som et selvstændigt motiv. Dette blev særlig opstartet af Hollandske Jan von Goyen, i takt med at at religion, i forbindelse med de nu mange fremlagte naturfaglige teorier, blev sat overfor udfordrende skeptisk. Det medvirkede, at nu også de borgerlige bestilte malerier, som nu indeholdte større dybde og genfundende skiltringer vha. naturen som genre.

Jan van Goyen: Udsigt over Leiden fra nordøst, 1650, olie på træ, 65x97,5 cm

Romantik (1800-1850)

Særligt gælder for romantikken, at der var splittelse mellem den guddommelige orden og den naturlige verden. Under denne tid var maleren sat på posten som mægler mellem den guddommelig og den jordiske verden.

 

En underkategori af romantikken var nationalromantikken, hvilken kendetegnede:

1. Skildringen af naturen i Danmark 

2. Kærlighed og respekt for fædrelandet - fra Niels Laurits Højens(1798-1870) udformede program

3. At det malte var dansk, med forskøning og dramatisering, hvilket bevirkede, at naturen fremstod lige så interessant som andre landes 

4. At kunsten havde, ifølge Højens mening, en social opgave

5. At have påvirket den anden generation af den danske Guldalder

Baggunden for det nationalromantiske var bla. følgende:

1. Statsbankerotten - 1813

2. Tab af Norge - 1814

2. Den tyske nationale samling, som truede de danske grænser

Casper David Friedrich: Vandringsmanden over tågehavet, 1818, olie på lærred, 94,8x74,8 cm

Realisme (1850-1880)

-var præget af en naturtro malerstil. Malerierne gjorde næsten det, som nutidens camera kan, nemlig at udpensle et realistisk billede med et naturvidenskabelig præg. 

Gustave Courbet: Klipperne ved Etratet efter stormen, 1870, olie på lærred, 133x162 cm

Impressionisme (1870-1920)

Impressionismen revolutionerede ladskabskunsten i slutning af 1800-tallet, bla. ved hjælp fra den franske maler Claude Monet (1840-1926). Impressionismen var revolutionerede særligt i forhold til arbejdsprocessen og selve gengivelsen af landskabet i det færdige værk. Skildringen var nemlig med et subjektivt indtryk, og de færdige værker blev malet ude i naturen. Målet med dette var at male, hvad man i øjeblikket faktisk så og umildbart oplevede, altså en gengivelse af virkeligheden. Derfor malede mange kunstnere samme sted/ting på forskellig tidspunkter. 

Derudover var impressionismens kunst altså mere uformel end førhen, hvor også klatmaling kunne forekomme, hvori kunsten er opløst dvs. skyggerne ud tonet

Claude Monet: Høstakke(Solnedgang), 1890-91. Olie på lærred. 73x92,7 cm

Posimpressionisme (1880-1910)

-fremhævede naturens farver, frem for dens virkelige udseende. Denne malerstil lagde Paul Cezanne (1839-1906) grunden for sammen med hans stilretning 'kubismen'. Han satte nemlig landskabet i system, og det ofte vha. repousoir. 

Paul Cezanne: Mont Saint-Victorie, 1885-87, olie på lærred, 67x92 cm